I onsdags da jeg skulle til Amager for at besøge min Goeste Goe (se indlæg her) gik jeg på vej mod toget, bag dette fantastiske ægtepar. Og der slog det mig, sådan vil jeg også gå med min dejlige mand når jeg bliver gammel! Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile, det killede sådan helt i min mvae – dét at 2 mennesker, som jeg forestiller mig har været sammen for evigt, går der hånd i hånd og ligner nyforelskede kærester. Syntes simpelthen bare at dette kære ægtepar fortjente et indlæg på min blog  

Idag afholdes der fastelavn i både børnehaven og på skolen så ungerne skulle jo klædes ud. Manja har selv stået for sit kostume, hun ville gerne være “pige-gapard” og valgte at hun skulle have kjole, stømpebukser, rødbrun paryk og så gepardører.. hun ville ikke have hale selvom jeg kæmpede i hærdigt for det. Elissa er, som mange andre små piger, prinsesse 🙂 Smukke piger!      

Kan du huske første møde med din svigerfamilie? Dét kan jeg – og heldigvis huskes den som noget rigtig godt. Jeg var en bette én, kun 17 år gammel og på vej hjem fra Klubben (Det absolutte YNDLINGS sted EVER! Det var klubben – en masse fede minder som kan blive et indlæg en anden dag), efter at have sagt farvel til tøse-slænget og Brian som drejede af mod Stefansgade, vandrede jeg videre ned mod Jagtvej hvor Kenney havde sagt vi skulle mødes, nærmere bestemt, ude foran hans hoveddør. Det var første gang jeg skulle derhjem og sove, og der stod jeg, kl. 20 og ventede, da jeg så modtog en SMS fra Kenney der...

Jeg sætter mig hele tiden en masse mål; 1) tabe 5 kilo 2) få slanke stramme lår 3) lære fransk 4) aldrig mere spise brød (hva er det for et idiotisk mål Nina, du ELSKER brød!!!) Men nogle gange tænker jeg: “er det dét værd?” Ja, jeg får jo noget ud af at sætte mig alle de mål, og det også sjovt, hvis jeg altså holder dem.. MEN, jeg er SÅ dårlig til at holde det! Nogle gange vil jeg hellere tage én dag af gangen og gøre hvad jeg har lyst til i morgen, spise hvad jeg har lyst til i morgen og bare ligge i sofaen hvis det er dét jeg har lyst...

Har du også stadig en rigtig god barndomsveninde der stadig holder ved selvom du måske er blevet lidt familiekedelig og lidt dårlig til at få lavet aftaler? Dét har jeg – min GOESTE! Vi lærte hinanden at kende i 1. klasse på Havremarken skole og har simpelthen holdt fast i hinanden lige siden. Vi har støttet hinanden i tyk og tyndt, lige fra stuearrest hvor vi ikke måtte tale med hinanden i flere måneder (det føltes i hvertfald sådan – og hvorfor, den forklaring må komme en anden dag.. 🙂 ), til støtte omkring hvilket gymnasie man kom på, sorg, glæde og generelt bare været der for hinanden i tyk og tyndt. En helt uundværlig...